Enslev by brænder 1887 af Tage Tækker Hansen 

Tredje pinsedag 31. maj 1887 blev landsbyen Enslev så godt som udslettet af en stor indebrand. Det var ikke første gang byen var nedbrændt. Efter krigen mod svenskerne var byen i 1661 også nedbrændt på nær én gård, men fra dengang findes der kun meget lidt materiale, så lad os se på den sidste virkelig store brand. Flere ejendomme er siden enkeltvis nedbrændte. 

At det kunne gå så galt i 1887 skyldes, at byen var meget tæt sammenbygget, og næsten alle bygninger var stråtækte. Alle gårde lå tæt sammenbygget syd for landevejen fra Grenaa til Randers, hvidkalkede med rødmalet bindingsværk og med stråtag – altså en hyggelig gammel landsby, hvor man ikke havde langt til naboerne. 

Maj måned havde været tør i 1887 og d. 31. blæste en frisk vind fra vest. Landsbyens beboere passede hver deres daglige pligter og gøremål. Rasmus Basland var sammen med sin 15-årige søn Søren og hjordedrengen Peder ved at køre vinterens sidste staldgødning ud på marken. Gårdens tjenestepige Ane Marie var om formiddagen i Sundet for at rense nogle grøfter. Konen i gården, Marie, passede parrets mindre børn. Lidt før middag kom tjenestepigen hjem for sammen med konen at malke køerne, der af hjordedrengen var hentet hjem fra marken. Dengang var det almindeligt at malke tre gange om dagen. 

Hos Christian Slemming var der denne dag brygget øl – sikkert den fra Enslev kendte gammeløl, sur og stærk – men god for tørst. I enkelte af Enslevgårde blev der brygget gammeløl til op i 1950erne. I gården ved siden af var Rasmus Ladefoged ung og nygift. Jensmine hed hans kone, og to karle og en tjenestepige udgjorde forholdet her. Lige før branden opstod, havde alle været samlet til middagsmad, som den dag bø på grød. På Rasmus Ladefogeds stuehus i den østre ende havde en stork indlogeret sig. Også den mistede ved branden sit sommerhus. 

Brandfoged Mathias Laursen havde 20. maj været på brandsyn og fundet alt i orden. Hver især skulle selv sørge for at skorstene og fyrsteder m.v. var i orden. 

Anton Ottesen – gårdmand – var lidt før middag gået op forbi smedien og gennem plantningen nord for Søren Slemmings lade – der hvor nu forsamlingshuset ligger – og om til Rasmus Ladefoged for at tale om en forestående grundlovsfest, der skulle være i plantningen. Det er en interessant sag, da tiden var præget af indre politisk uro. Grundloven fra 1848 havde endnu ikke givet Danmark en parlamentarisk valgt regering. 

Gårdmand Anders Fugl – gift med enken i den østligste gård – havde lidt før middag sendt sin karl til smeden for at aftale tid angående nogle heste, der skulle have ordnet hove og lagt sko på. Hos Søren Slemming var forårsarbejdet ved at være tilendebragt. Søren og hans tjenestekarl, Marius, var ved 8-tiden taget ud i marken for at pløje. Ved 9-tiden var Marius taget hjem for at rense ud hos svinene. Sørens sønner på 8 og 11 år var fra morgenstunden sendt i marken med køerne, som de ved 11-tiden bragte hjem til middagsmalkningen, der ude på gårdspladsen blev klaret af Sørens kone Ane og tjenestepigen Jensine, mens drengene spiste deres middagsmad, hvorefter de igen drog i marken med køerne. Søren var også lidt før middag vendt hjem fra marken med sin plov, der blev læsset af hos smeen til reparation. Marius vandede hestene og satte dem på græs inden de sammen gik ind for at spise middagsmad. I stuehuset havde to sypiger Christine og Sofie hele formiddagen været i gang med med at gå husets tøj og linned efter, mens konen Ane og pigen Jensine passede deres daglige gøremål. Efter spisningen havde Søren og tjenestekarlen lagt sig til at sove, Ane gik og ordnede lidt og lagde sig så også. Christine var lige gået ud et øjeblik. Sofie var gået over til smedens stuehus. Hendes broder var i smedelære hos landsbysmeden Albert Rasmussen. Hun ordnede lidt ved hans tøj og begav sig så igen til Søren Slemmings gård. På vejen stod hun et øjeblik og talte med Søren Skrædder og Jens Kildahl. Mens de står og snakker, ser Sofie pludselig ild og røg slå op gennem taget på Søren Slemmings lade. Hun løb nu så hurtigt hun kunne ned for at vække de sovende i gården. 

Den store katastrofe var sket 

I en så sammenbygget og brandfarlig lansby kunne det kun gå rivende galt, når den røde hane var på spil. Den friske blæst fik ilden til med lynets hast at antænde ikke mindre end 9 gårde og 6 huse, som alle nedbrændte totalt. Ilden var så voldsom, at man i Grenaa kunne se askestykker og brandflager dale ned i gaderne. Brandkorpset i Grenaa mødte med 2 sprøjter, ligesom sprøjter fra Kni, Karlby, Hammelev og Voldby kom til hjælp. Det var jo nok begrænset, hvad datidens udstyr kunne stille op ved så stor en brand. Brandinspektør Starck Grenaa ledede brandfolkene, og forespurgt efter hvilke regler brandkorpsene arbejde, svarede han: ”Det går fanden rystemig, som det bedst kan”. 

Inden aften var byen en rygende ruinhob. Ingen menneskeliv var gået tabt, men var ilden opstået midt om natten, tør vist ingen forestille sig, hvad der ville være sket. Det hele gik så hurtigt, at man nogle steder næsten intet indbo fik ud. Personlige ejendele, gamle arvestykker og familiebilleder osv. var væk for stedse. 

Enkelte bygninger reddedes dog, fordi de var belagt med skiffer eller tegltag. Det gjaldt den nu fjernede gamle smedje, stenhuset ved Niels Andersens gård samt aftægtshuset ved Laurs Mathiesens gård. Stuehuset til matr. nr. 7 – nu Jes Kruses gård – var nybygget og belagt med skiffer. Det bestød, at skolen, et par huse og to husmandssteder blev reddet. Gården matr. nr. 11 – lå lidt fra de andre gårde og i læsiden for branden. Derfor reddedes den. 

Hvordan ilden opstod, er der ingen der ved, men det var ikke fordi der ikke belv gjort forsøg på at finde årsagen. Samme dag kl. 14 – halvanden time efter ildens opkomst – blev politiretten sat hos lærer Ring i Enslev Skole. Lange forhør blev afholdt de nærmeste dage efter branden. To betjente og et par gendarmer blev stationeret i byen, men lige lidt hjalp det. Ildens årsag kunne ikke findes, og den 12. juli 1887 noterer dommeren i Grenaa i retsbogen, at det ikke hidtil er lykkedes at tilvejebringe yderligere oplysninger angående årsagen til branden. Der blev aldrig ført nogen retssag. 

Grenaa Folketidende skrev d. 19. juni 1887 om branden i Enslev, at skaderne på den faste ejendom var vurderet  til ca. 74.000 rd og på løsøret til ca. 50.000 rd. En del – især tjenestefolk – havde lavt eller slet ikke forsikret, og en indsamling blev iværksat af lærer Ring og sognefogeden. Mange bidrag kom ind fra hele Djursland. 

Et mægtigt oprydningsarbejde forestod nu, samtidig med at nye huse og gårde skulle opføres. Husene opførtes individuelt, hvorimod gårdene stort set opførtes ens. Det nye stuehus i matr. nr. 7 blev model for de otte nye, og der var kun små variationer i størrelse og indretning. 

Selvom det var et slemt slag for byens beboere, var man meget hurtigt i gang med at opbygge en ny by. Flere af gårdene blev flyttet ud på deres marker, og det har sikkert kostet lange overvejelser at blive flyttet ud fra selve byen. Ret langt kom de heller ikke ud, men man havde set, hvad der kan ske, når en landsby er meget tæt sammenbygget, så man tog sine forholdsregler.